Velkommen til Avedørelejren
... hvor kultur og kreativitet har erstattet krudt og kugler.
Den gamle millitærlejr, Avedørelejren, er en bydel i Hvidovre Kommune, hvor kulturliv, historie, filmproduktion og dagligliv mødes. Avedørelejren er et spændende og smukt sted at bo og arbejde - og centrum for kulturelle oplevelser for store og små.
Cirkusmuseet åbner nyt oplevelsescenter
Søndag d. 8/2 fra kl. 11-15 er der åbent hus på Cirkusmuseet, hvor du kan opleve den helt nye udstilling samt Fægtesalen. Der er fri entré for alle hele dagen. Læs mere på Cirkusmuseet hjemmeside: http://www.cirkusmuseum.dk/
Seminar om "Industriens kulturarv" i Avedørelejren
Historiens Hus i Hvidovre afholder den 19. september 2007 et heldagsseminar om industrisamfundets kulturarv. Kl. 10 byder kulturminister Brian Mikkelsen velkommen til seminaret, og derefter vil Poul Sverrild (Historiens Hus) og Peter Aalbæk Jensen (Zentropa), som begge holder til i Avedørelejren, fortælle om kulturarven i kommunen og om Avedørelejren.
Kvalitetspris for brolægningen i Avedørelejren.
Hvidovre Kommune modtog fredag den 14. september 2007 årets pris for kvaliteten af brolægningen i Avedørelejren. Fremmødet var stort, da viceborgmester Milton Graff Pedersen modtag prisen for brolægningen i Avedørelejren. En gang årligt uddeles prisen af Brolæggerlauget under Dansk Byggeri for brolægning af særlig kvalitet. Brolæggerlauget var repræsenteret ved oldermand Claus E. Johnsen, som ikke kun fremhævede brolægningen i Avedørelejren, men også andre steder i Hvidovre f.eks. Hvidovre Torv og pladsen foran Friheden Station. Prisen er udover en brosten med en messingplade en check på 25.000 kroner som viceborgmester Milton lovede at anvende til opretholdelsen af Hvidovre Kommunes brolægning af høj kvalitet.
Særudstilling på Cirkusmuseet: Kispus med døden
Udstillingen handler om motorcykelartisterier, sådan som de udspiller sig i dødsdromer eller på line. Der er en god chance for at hårene i nakken rejser sig, når du i udstillingen ser de fantastiske optagelser fra den sidste dødsdrom i Skandinavien eller fra ungareren Simets utrolige balancenummer på line i Tivoli. Læs mere på www.cirkusmuseet.dk
Lysthuset med de guddommelige loftsmalerier
Forbipasserende har måske undret sig over dette tilsyneladende faldefærdige skur, der står ved siden af Historiens Hus. Førstehåndsindtrykket er ikke prangende, og det kan være svært at gennemskue, at det er militærlejrens gamle lysthus, der efter et ophold på Sjælsmarks kaserne, nu atter er tilbage ved officersmessen. Her står det og venter på at blive fast etableret efter en gennemgribende renovering. Herefter vil det ved særlige lejligheder være åbent for offentligheden.
Lysthuset er fra 1899 og gemmer bag den misligholdte facade i bogstaveligste forstand guddommelige malerier fra den græske mytologi. Her er Prins Paris med det gyldne æble; Dionysos og bakkantinderne; Odysseus' mænd, der forvandles til svin på gudinden Kirkes ø; og Prometheus, der angribes af ørnen. Eksotiske malerier udført af maleren Hans George Hjalmar Sørensen (1881-1943).
Som det ses på billederne er loftsmaleriernes detaljerigdom varierende, mandeskikkelserne er omhyggeligt formgivet mens kvindekroppene ikke har nydt samme store opmærksomhed. Baggrunden for dette kendes ikke, men da Hans Georg Hjalmar Sørensen var homoseksuel kan en forklaring muligvis hentes her. Læs mere om lysthuset og motiverne på Historiens Hus' hjemmeside www.historienshus.hvidovre.dk